Handelsbetingelser & vilkår

Du gøres opmærksom på at der ved typen af behandlinger som foretages af Brows N’ Lips i henhold til Styrelsen for Patientsikkerhed (SSI) kræves en konsultation og at kunden gives 48 timers betænkningstid. Det vil derfor ikke være muligt at bestille en behandling mindre end 48 timer før behandlingstidspunktet. Du vil i forbindelse med bestillingen af og forud for din behandling blive tilbudt en tid for konsultation af en 1/2 times varighed hvor dine ønsker og behandlingen gennemgås såvel som relevant information fra SSI.

Samtykkeerklæring

Efter du er ankommet til vores klinik vil du blive bedt om at udfylde og underskrive en samtykkeerklæring. Denne erklæring er en forudsætning for at behandlingen kan påbegyndes.

Der gøres opmærksom på, at eftersom det er levende væv man behandler, kan man ikke forudsige resultatet. Alle mennesker er individuelle, og der må derfor også forventes individuelle resultater.

Vælger man ikke at overholde retningslinjerne og anvisningerne i forhold til nedenstående, kan behandleren IKKE holdes ansvarlig for resultatet. Dette gælder ligeledes hvis man vælger at afbryde behandlingsforløbet. Behandlinger er altid på eget ansvar, og der gives ingen garantier for det endelige resultat.

Før behandlingen

I dagene op til din behandling skal du undgå indtagelse af:

  • Blodfortyndende medicin.
  • Alkohol og rusmidler.
  • E-vitamin, fiskeolie og andre olier.

Ved farvning af læber er det vigtigt at være opmærksom på om du bærer virussen herpes, også kendt som forkølelsessår. Er det tilfældet skal du kontakte din læge og få en recept på pillekuren Aciclovir. Du skal tage 3 piller om dagen i de 3 dage umiddelbart før behandlingen, og det samme i de 3 dage umiddelbart efter behandlingen. Tages kuren ikke vil der komme et udbrud af forkølelsessår på læberne der vil have en negativ indflydelse på helingensprocessen. Har du herpes udbrud kan vi ikke behandle dig. Kontakt os hvis ikke din læge vil udlevere pillekuren til dig.

Ved eyeliner behandling skal kontaktlinser fjernes inden behandling.

Kontraindikationer

Vi behandler ikke personer med følgende kontraindikationer:

  • Graviditet
  • HIV
  • Feber
  • Hæmofili
  • Immunsygdomme (dog visse undtagelser)
  • Blodpropper


Relative kontraindikationer (spørg din læge til råds):

  • Diabetes
  • Allergi
  • Nyresygdomme
  • Blodfortyndende medicin
  • Stafylokokker
  • Lavt blodtryk

Efter behandlingen

Ved permanent makeup vil der opstå let rødme og hævelse i det behandlede område. Ligeledes vil det behandlede område være meget mørkt grundet skorpedannelse de første 5-9 dage efter behandlingen. Det endelige resultat ses først efter 6-8 uger afhængig af behandlingstype og individuelle faktorer. Det er vigtigt at der ikke pilles i sårene, og at der ikke kommer produkter i form af makeup, rens og cremer på det behandlede område i minimum 7 dage efter behandlingen. Det behandlede området skal holdes tørt 48 timer efter behandlingen. Anvend kun den udleverede serum på det behandlede område og i henhold til anvisningerne.

Man skal afholde sig fra solbadning, swimmingpool og sauna 14 dage efter behandlingen. 

Det må forventes at op til 50 % af pigmentet (farven) kan forsvinde efter den første behandling. Dette er helt normalt. I sjældnere tilfælde kan endnu mere pigment forsvinde. Derfor må det påregnes at det altid kræver 2 behandlinger, og i nogle tilfælde 3 eller flere. Det færdige resultat kan først forventes 6-8 uger efter sidste behandling.

Afbudspolitik

  • Ved afbud mindre end 48 timer før det planlagte behandlingstidspunkt refunderes det forudbetalte depositum på DKK 500 ikke. Såfremt det fulde beløb for behandlingen er betalt forud tilbageholdes DKK 500 i forbindelse med refusionen af det overskydende beløb. Ovenstående gælder i alle tilfælde og uanset årsag.
  • Ved udeblivelse fra aftalt behandlingstidspunkt uden at der meldes afbud vil 100 % af behandlingens pris blive opkrævet uanset årsag.
  • Afbud skal meldes per email til: info@brows-n-lips.com